Radon er en radioaktiv gas, der kan udgøre sundhedsrisici, hvis den forekommer i høje koncentrationer indendørs. Forskellige lande har fastsat grænseværdier for radonindhold i boliger og arbejdspladser for at beskytte befolkningens sundhed. Den eneste måde man kan vide om radonniveauet er ok eller for højt er ved at foretage en radonmåling.
Danmark:
I Danmark er referenceniveauet for radon i indendørs luft fastsat til 100 Bq/m³. Hvis radonniveauet overstiger denne værdi, anbefales det at iværksætte foranstaltninger for at reducere koncentrationen.
Sverige:
I Sverige er grænseværdien for radon i boliger og arbejdspladser også sat til 200 Bq/m³. Hvis målinger viser højere niveauer, anbefales det at gennemføre tiltag for at sænke radonkoncentrationen.
Norge:
Norge har ligeledes en grænseværdi på 100 Bq/m³ for radon i indendørs miljøer. Overskrides denne værdi, bør der træffes foranstaltninger for at reducere radonniveauet.
Finland:
I Finland er grænseværdien for radon i boliger fastsat til 300 Bq/m³. Hvis radonniveauet overstiger denne værdi, anbefales det at tage skridt til at reducere koncentrationen.
Østrig:
I Østrig er grænseværdien for radon i indendørs luft fastsat til 300 Bq/m³. Hvis radonniveauet i en bygning overstiger denne værdi, anbefales det at iværksætte foranstaltninger for at reducere koncentrationen.
Det er vigtigt at bemærke, at Verdenssundhedsorganisationen (WHO) anbefaler en grænseværdi på 100 Bq/m³ for radon i indendørs luft. Mange lande har dog valgt at fastsætte deres egne nationale grænseværdier baseret på lokale forhold og risikovurderinger.
For at sikre et sundt indeklima anbefales det at måle radonniveauet i boliger og arbejdspladser, især i områder kendt for forhøjede radonkoncentrationer. Hvis målingerne viser værdier over de nationale grænseværdier, bør der træffes passende foranstaltninger for at reducere radonindholdet.
Grænseværdierne for radon varierer mellem landene af flere årsager:
1. Nationale sundhedsstrategier og risikovurdering
Hvert land foretager sin egen risikovurdering baseret på epidemiologiske studier, befolkningens sundhedstilstand og hvor meget radoneksponering vurderes at bidrage til kræfttilfælde. Nogle lande følger WHO’s anbefaling på 100 Bq/m³, mens andre vælger en højere grænse (f.eks. 300 Bq/m³) for at balancere sundhedsrisici med praktiske forhold.
2. Geologiske forhold
Radon stammer fra undergrunden, og niveauet varierer afhængigt af jordens sammensætning. Lande med højere naturlige radonkoncentrationer kan tillade højere grænseværdier, da en mere restriktiv grænse kan være svær at opretholde uden omfattende og dyre tiltag.
3. Praktiske og økonomiske hensyn
Nogle lande fastsætter en højere grænse, f.eks. 300 Bq/m³, fordi det ville være økonomisk og praktisk urealistisk at reducere radonkoncentrationerne under 100 Bq/m³ i ældre bygninger uden omfattende renoveringer.
4. Historiske og kulturelle faktorer
Nogle lande har haft tradition for at bygge huse på en måde, der reducerer radonindtrængning (f.eks. skandinaviske lande med bedre ventilation). Andre lande har bygninger med kældre eller dårlige ventilationssystemer, hvilket gør det sværere at opnå lave radonværdier.
5. Lovgivning og opfølgning
Lande med mere strikse miljø- og sundhedslove (som Danmark og Norge) har ofte lavere grænseværdier, mens andre lande prioriterer andre folkesundhedstiltag og sætter en mere lempelig radonstandard.
6. WHO's anbefaling og EU-regulering
WHO anbefaler en grænse på 100 Bq/m³, men har anerkendt, at nogle lande kan have vanskeligheder med at opretholde dette niveau. EU’s Basic Safety Standards (BSS) direktiv fra 2013 anbefaler en maksimumgrænse på 300 Bq/m³, hvilket mange lande i EU har tilpasset.
I praksis betyder det, at lande vælger deres radonpolitik ud fra en balance mellem sundhedsrisici, økonomiske konsekvenser og tekniske muligheder.